en barnejul

Man vågner brat, med den største glæde og spænding i maven. Det er jul. De små barnefødder tripper stille fra sengen, over til vinduet for at se om der er faldet sne, og til ens glæde er der sne, så bliver det rigtig jul i år! Man tripper ind i stuen, for at se om mor og far er stået op, og det er de. Der står morgenbrød og kakao på bordet. Hele familien er samlet om et lækkert jule-morgenbord, kunne det være bedre? Man er 7 år og alting er som det skal være!
Efter morgenmaden kan man begynde at fokusere på de vigtige ting, hvor er gaverne? Og hvornår kan vi åbne dem? Som regel kan man godt få lokket en morgengave ud af mor, og det benytter man sig lykkeligt af.
Man venter så spændt at man er lige ved at sprække, julen er næsten kommet. ”I aften er det juleaften, men der er længe, længe til.” Bliver sunget for fulde drøn af hele familien, og ikke mindst en selv, som er ved at gå ud af sit gode skind af spænding. Kan det ikke bare snart blive aften så vi kan danse om juletræet, så jeg kan få noget gaver?
Mørket nærmer sig. Hvor er det dog bare irriterende så rolige de voksne er, vi skal i gang nu! Men nej, de voksne står og snakker, ryger og laver mad ude i køkkenet. Man tripper lige så stille ud i køkkenet, hvor man bliver mødt af en sødlig duft af lækker julemad, og en skarp lugt af røg. ”nej gå ind i stuen skatter, der er mad om en time” udbryder mor. Hvor er de bare kedelige, og hvad skal man nu lave i en hel time? Onkel sidder inde i stuen, han er nu meget sjov tænker man, og sætter sig ved siden af ham. De viser en julefilm i fjernsynet, som man falder i staver over. Man føler en varm og tryg fornemmelse inde i kroppen, alt er godt.
Pludselig er ventetiden gået hurtigt og maden er færdig, alle løber op til bordet, som skulle man til at spise sit sidste måltid. Alle er sat, og middagen kan begynde. Endelig kan man få de brune kartofler som man har ventet på hele året. Der bliver også lidt modvilligt spist nogle grøntsager.
Så er vi færdige med at spise. Nu kan vi endelig danse om træet, og åbne gaver. Men nej de voksne skal lige have en smøg og en kop kaffe. Så kan vi andre bare sidde inde i stuen og lege med onkel. Gaverne rykker tættere og tættere på, og tiden begynder at gå hurtigere og hurtigere.
ENDELIG! Nu kan vi danse om juletræet, og det bliver gjort med stor entusiasme fra både voksne og børn. Der bliver hverken sparret på smil eller grin. Den ene sang tager den anden. Fra balladerne hvor man løber rundt i hele lejligheden, ned i opgangen, og ud på gaden i en lang kæde af julefede mennesker. Til de stille og rolige sange hvor de voksne bliver saglige i blikket, og børnene keder sig en smule.
Så er det gavetid. Det som man har ventet på i et helt år, nu er tiden endelig kommet!

Jeg har aldrig oplevet en glæde og spænding omkring noget i mit liv, som da man var lille og det var jul. Jeg tvivler på om jeg nogensinde kommer til at opleve sådan en glæde igen, mon når man selv får børn, kan man genleve noget af det igen?